På opdagelse i Gustav Wieds chatol

Siden 2011 har Gustav Wieds chatol stået i oldebarnet, Katrine Wieds stue i hjemmet i Roskilde. Chatollet er robust og har rummet både legetøj og smykker i børnefamiliens hverdag. Men det fine møbel er også udstyret med et teater – en top, kaldet en hat og adskillige hemmelige rum. Det vides ikke, om den kendte forfatter og dramatiker Gustav Wied har siddet og skrevet sine berømte romaner og skuespil ved chatollet. Men for Katrine Wied er det vigtigt, at det historiske møbel nu vil blive opbevaret i trygge rammer hos Roskilde Museum.