DM i Skak 2026 i Svendborg

I påsken bliver Svendborg endnu en gang samlingspunkt for dansk skak, når DM i Skak 2026 afholdes fra 28. marts til 6. april på Hotel Svendborg. Turneringen har efterhånden fået en fast plads i byen – i år er det nemlig 11. gang, at Danmarksmesterskaberne spilles på hotellet midt i Svendborg. I løbet af de ti dage mødes nogle af landets stærkeste spillere for at kæmpe om de danske mesterskabstitler. Samtidig er der rig mulighed for, at både skakinteresserede og nysgerrige forbipasserende kan kigge med hver dag under konkurrencerne. Derudover kan man selv sætte sig til brættet og spille et parti skak mod andre på Hotel Svendborg hver dag mellem kl. 14.30 og 16.30. Desuden vil der her være mulighed for at spille mod en skakrobot der står på bordet overfor dig og selv udfører sine træk, en nyhed fra det europæiske skakforbund – ’Mennesket mod maskinen’. Der er gratis adgang, og alle er velkomne til at komme ind fra gaden og opleve partierne på tæt hold. Undervejs kan publikum også følge spillets udvikling, når partierne analyseres og vises for tilskuerne med livekommentator på.