Grønland og USA fra anden verdenskrig til i dag

Institut for Kultur, Sprog & Historie inviterer til offentligt foredrag med Bo Lidegaard. Med afsæt i "Uden Mandat" om Henrik Kauffmanns diplomati under anden verdenskrig og i begyndelsen af den kolde krig, fortæller historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard om USA's syn på Grønland dengang og i dag. Bo Lidegaard er historiker, forfatter og udenrigspolitisk rådgiver. Han er født i Nuuk i 1958 og var i 25 år diplomat i udenrigsministeriet og statsministeriet. 2011-16 var Bo chefredaktør for Politiken, og siden har han rådgivet større virksomheder i ind- og udland om internationale forhold. Sidste år udgav Bo "Uden mandat. En biografi om Henrik Kauffmann". Bogen fortæller blandt andet om, hvordan forholdet mellem USA, Grønland og Danmark har udviklet sig fra anden verdenskrig til i dag.